Her er denne uges fortælling om drengeprojektet fra Lynge. God fornøjelse.Dagen startede på samme måde som sidst, med en bus fuld af forventningsfulde drenge og voksne der fulde af ”projekt-lyst” drog mod Lynge for at indtage matriklen i bedste drengestil. Dvs. fulde af godt humør, gåpåmod og masser af energi. Der blev taktfast råbt ”drengeprojekt, drengeprojekt, drengepro…” i bussen på vej afsted
I Lynge startede projektdagen med en lille morgensamling omkring ballongyngen, hvor drengene blev orienteret om dagens program. Bettina forvandlede sig til en fugl for øjnene af en måbende forsamling, og der blev fortalt historier om fastelavn. En rigtig hyggelig lille stund til at starte dagen på.
Drengene blev efterfølgende delt op i tre hold, der på skift i løbet af dagen skulle ind i teaterrummet sammen med Bettina og Ida og lave sang og rytmik. Programmet var det samme som sidst, for at skabe en genkendelighed for drengene, og de skulle have lov til at lege de lege og synge de sange de var blevet introduceret til den foregående uge. Drengene var alle fulde af entusiasme og indlevelse og stemningen var helt i top.
Udenfor blev der om formiddagen gjort klar til de fastelavnsris vi snart skal i gang med, Jimmi havde en del drenge med udenfor børnehaven for at fælde et par mindre træer (dette lyder nok vildere end det var, de kunne nærmest bare rykkes op af jorden, større var de ikke) der skulle bruges til at lave ris af. Men begejstringen var stor blandt drengene, og der blev bundet nogle store og flotte fastelavnsris, der kommer til at pynte (og fylde) flot op i Lynge.
Eftermiddagen gik med at lave eftermiddagsmad på bålet (et lidt større projekt end beregnet), vi skulle have ”Mungbønne-deller” og råkost. En menu der fik sat både køkkenet og bålpladsen i sving. Vejret var heldigvis meget mildt i Lynge den dag, så vi havde mulighed for at tænde op allerede til frokost, hvor 10 seje drenge sammen med Jimmi spiste omkring bålet.
Da vi nåede længere hen på eftermiddagen og vi skulle stege vores Mungbønne-deller på bålet, var der flere drenge der proklamerede at dem skulle de i hvert fald ikke smage, for dem kunne de ikke li’. Men da vi skulle spise og det efterhånden spredte sig i gruppen, at der var mange der syntes at de smagte rigtigt godt. Var der flere og flere der ville smage, og mange ville gerne have flere gange.
Og sådan endte endnu en super hyggelig drengeprojektdag i Lynge – vi glæder os bare til den næste…
Mange hilsner Jimmi, Malene, Gitte, Bettina, Ida og Lotte