Konkrete projekter i 2011-12
Hvad er konkrete projekter?
Dette er vores virkelighed. Det er de ting vi fordyber os i sammen med børnene. Ud over vores konkrete projekter har vi en masse aktiviteter i vores dagligdag, der for os er projekter, ting som gør, at vores virkelighed kan hænge sammen med børnene virkelighed.
Årstiderne
Haven i Lynge tager udgangspunkt i og danner rammen for det meste af det liv, vi har sammen i vores udflytterbørnehave. Det er her der er højt til loftet og plads til at slå ud med armene. Det er her man kan gemme sig, lege stille i krogene eller råbe på toppen af himmelbjerget! Vi er omgivet af naturen, og vi bruger her alle vores sanser, når vi mærker, hører, ser, smager og dufter.
Vi er her en del af et større hele, og mærker på vores egen krop naturens luner og årstidernes skiften. Disse mange indtryk kan bevidstgøres og være med til at give os større indsigt i verden omkring os, ved at vi aktivt går ind og forholder os til vinden, vejret, dyrene og planterne. Det er vidensdeling, der sker børnene imellem, når de leger og fortæller hinanden historier om det de ser og oplever i naturen. Ligesom vidensdeling også opstår, når vi som voksne er nysgerrige på det børnene oplever og viser os, og vi som voksne aktivt formidler viden til børnene ved at igangsætte aktiviteter og medinddrage børnene i den praktiske del af udflytterlivet.
Overordnet mål
- Vi vil styrke hinandens opmærksomhed på de ting der omgiver os i naturen.
- Vi vil via de fælles oplevelser i haven skabe en større samhørighed mellem børn og voksne og stedet, det er vores have, vores bålplads, vores køkkenhave mm.
- Vi ønsker at barnet gennem aktiviteter opnår en viden om og en forståelse for hvordan man får planter og træer til at gro.
- Vi ønsker at barnet gennem førstehåndsoplevelser får en viden og en læring om, hvad der adskiller forskellige årstider.
- Vi ønsker, at børnene får en forståelse af processen fra jord til bord.
Metode/handleplan/tidsplan
- At børnene deltager i havearbejdet sammen med de voksne f.eks. med at vande, luge, grave, så og høste.
- At børnene deltager i diverse madlavningsprocesser med egne råvarer fra urte- og køkkenhave til tilberedningen på bålet eller i vores stenovn.
- Så-spire-vokse-gro-projekter som omhandler planterne og bedene rundt omkring i vores store have.
- At vi laver aktiviteter og leger ude i alt slags vejr.
- Fra jord til bord der omhandler aktiviteter i køkkenhaven/urtehaven/spiselige bær og frugter.
Koordinator
Malene og Nickolai
Naturprocesser
I løbet af året har vi utrolig mange og forskelligartede naturprocesser på vores 6000 kvadratmeter i Lynge.
Om vinteren skal vi sørge for, at vores vildtfugle får føde, så vi kan være sikre på, at der er liv i luften omkring os, børnene deltager i processerne med at lave vintermad til fuglene og får på denne måde læring om vinterfugle i vores have.
Om foråret skal vi så i haven, der skal luges ud og jorden skal vendes. Det myldrer frem med smådyr, som vi lærer om undervejs.
Vi har kompostkasse som gamle planterester skal ned i og ny muldjord skal tages fra og bruges i haven, og vi sørger for, at der ikke ligger affald i haven og rydder derfor op.
Om sommeren er vores bærbuske de seneste år blevet inficeret af larver, men vi kan redde buskene, hvis vi fjerner disse larver tidligt og gør det på en bestemt måde. Samtidig samler børnene andre slags larver og snegle, som de fodrer og passer, som var det deres kæreste eje. Den læring, børnene i disse processer får, er unik og svær at definere!
Om efteråret skal vi rydde haven for gamle nedfaldne blade, vi skal høste vores frugttræer og vi skal forberede køkken- og urtehave for vinterens banken på. Børnene deltager i processerne, der på denne måde er konkret læring for børnene.
Vi kunne fortsætte, for sådan er det med naturprocesser i vores børnehave, de fortsætter i en uendelig strøm…
Mange af disse processer har vi ikke tidligere defineret som egentlige processer, det er ”bare” noget vi gør.
Vi ønsker at arbejde mere målrettet og teoretisk med tilgangen til disse processer. Vi stiller os selv spørgsmål som, hvorfor har vi disse processer – hvor er de og hvilken indvirkning og relevans har de på barnets udvikling og vores hverdag generelt?
Mål
- Vi ønsker, at præcisere og definere hvad det er vi gør, hvornår og hvorfor.
- Vi ønsker, at skabe større indsigt i procesarbejde med fokus på naturen.
Metode
- At diskuterer/definere vores praksis omkring naturprocesser.
- Evaluere på de processer vi arbejder med i dagligdagen på tre pædagogiske møder i april, juni og august.
- Tjekliste for procestænkning i aktiviteter.