Vi er i vores opsamling fra 07.00 – 8.30 samt fra 15.45 – 17.00 hver dag. Vores opsamlingslokale ligger i Lutherkirken på Østerbro og består af et stort rum. Vi har meget højt til loftet. Vi har forsøgt at inddele rummet, så det består af små rum.
Vi har et lille bibliotek, hvor der er en sofagruppe, hvor vi ofte læser for børnene eller hvor børnene selv sidder i fred og ro med en bog. Her er både bøger for børnene og en mængde faglitteratur, som forældrene er velkomne til at låne med hjem.
Vi har et stort fodboldspil, som er meget populært og desuden en legekrog med køkken og dukker.
Vi har en krog til puslespil og en anden legekrog, hvor vi har biler mv.
Midt i lokalet står borde, hvor vi tegner, leger med perler, klipper og klistre.
Vi har selvfølgelig også toiletter, et lille køkken og garderobe.
Bussen
Vi betragter bussen som et rum, på lige fod med de mange andre, vi har i børnehaven.
Det er et sted, hvor børnene kan finde ro, sidde og fordybe sig i en samtale med en god ven eller med en voksen og/eller sidde i egne tanker for en tid, uden at blive forstyrret.
Vi har vores eget busselskab Damm Tours. Det er som regel Bus-Michael selv, der er chauffør. Bus-Michael er en integreret del af vores børnehave, og han deltager i mange af børnehavens aktiviteter.
I bussen, holder vi hver dag morgensamling. Her fortælles der om, hvad der sker i børnehaven den givende dag og hvilke voksne der er på arbejde. Er der børn som har oplevet noget specielt eller bare har lyst til at dele med andre, er der rig mulighed for dette. Der tales om vejret, hvilken påklædning man skal have på, og om mangt og meget som relaterer til børnehaven. Hvis vi har gæster med på dagen, præsenteres disse ligeledes her.
På grund af sikkerhedsmæssige bliver vi i bussen nød til at have en del regler, som er ufravigelige. Alle børn skal have sele på når vi kører. Det er strengt forbudt, at tage denne af under køreturen og alle børn skal blive siddende på deres pladser, indtil vi er ankommet.
Som alle andre steder i vores hus, vægter vi, at man i og omkring bussen udviser hensyn overfor andre, hjælper dem som ikke kan selv, lader være med at skubbe og sørger for at alle kommer ind og ud af bussen med livet i behold, hvilket også altid lykkes.
Rammerne i bussen er med til at bibringe børnene en forståelse for og nødvendigheden af at kunne udvise hensyn. Nogle børn kan have svært ved at åbne og lukke deres seler.
Vi opfordrer aktivt de ældre børn til at være opmærksomme på de mindste, og giver dem derved muligheden for at tage ansvar for andre og derigennem udvikle eget billede af egen formåen samt styrke sammenholdet blandt børnene. En kammerat man har hjulpet, husker man bedre.