Udeliv på Fuglerupgaard

Børn og natur

Naturen er et fantastisk være- og lærested. Barnets viden om verden indsamles gennem sanserne, ved at se, røre, føle, smage, lugte og ved at bruge kroppen.

 

Gennem aktivitet og sansning skaber barnet et indre billede af, hvordan verden ser ud; et verdensbillede. Igennem dette verdensbillede ser man sig selv og opnår en forståelse for, hvem man selv er som person. Dette verdensbillede er i evig forandring i takt med, at barnet gennemgår forskellige stadier af sit liv. Verdensbilledet, eller det indre univers, som de selv konstruerer og erobrer, er et udslag af deres individuelle muligheder for aktivitet og sansning og er ikke noget, de har fået foræret af voksne. Børn er ikke passive modtagere af viden og forståelse. De er erobrere, og deres sansning og aktivitet er udgangspunktet i deres udvikling.

 

Vi vil gennem naturen rette fokus på børnenes nysgerrighed og oplevelsestrang, og gennem børnenes spørgsmål, være med til at skabe så frie rammer som muligt, for at deres indre univers kan blive rigt og fyldestgørende. Vi ønsker ikke at påfylde dem en fastlagt viden, men skabe rammer, så de via oplevelserne i naturen kan skabe sig deres egen. Det er barnets egne sanser, som sætter det i forbindelse med dets omverden. Vi kan ikke give det disse indtryk, men skabe de bedst mulige rammer for, at barnet kan udvikle sig aktivt og sansende.

 

Vi ønsker:

  • Børn skal have mulighed for, at opleve glæden ved at være i naturen og at udvikle respekt for natur og miljø.
  • Børn skal have mulighed for, at erfare naturen med alle sanser og opleve den, som et rum for leg og fantasi og som rum for både vilde og stille aktiviteter.
  • Børn skal have mulighed for, at få mange og forskelligartede erfaringer med naturen og naturfænomener, samt for at opleve naturen som et rum til at udforske verden.

 

Hvad er det så vi gør i vores børnehave, hvordan bruger vi naturen og hvordan lærer børnene i praksis?

 

Vores grund er 5000 kvadratmeter, den er fyldt med gamle frugttræer, bærbuske, køkkenhave, krat og buske og diverse bede, som vi selv laver, alt efter hvilke behov vi har.

 

Vi planter alt hvad hjertet kan begære, ser det gro, hjælpes ad, får beskidte fingre mens vi graver jorden op, sår frøene og glæder os. Vi vender tilbage løbende, følger planternes udvikling og undres. Vi glædes ved synet af nye blomster, planter, dufter til dem, forundres over deres mangfoldighed og smager måske ligefrem på dem, bare for at prøve.

 

Vi bruger vores afgrøder. Vi venter i spænding på, at de første jordbær, ærter, bær eller grøntsager bliver modne. Vi smager måske bærrene allerede inden de er blevet helt modne, det kan være svært at vente og vi skal måske bare lige prøve. Børnene er med i alle processerne, de graver køkkenhaven igennem inden vi kan så, de passer og plejer, ja de luer i vores mange bede og de venter i spænding på, at vi kan bruge grønsagerne, rodfrugterne, frugterne, bærrene og de mange forskellige krydderurter til vores madlavning, som for det meste foregår på bål eller i vores stenovn.

 

Når man kigger udover Lynge, opleves dyrelivet ikke umiddelbart som rigt, men dykker man lidt ned, ned i jorden, spejder man op i træerne eller ud over markerne, er billedet et ganske andet. Også i Lynge findes utrolig mange forskellige dyr, man skal bare kigge ordentligt efter, og når nysgerrighed er en så veludviklet og naturlig del, af ens personlighed som det er tilfældet med Lyngebørnene, finder man det hele, og undres. Hvad er dette for et dyr, hvilket navn skal det have, hvad ligner det?

 

Dyr bliver samlet i spande, nogle gange med vennerne, andre gange med voksne. Der bliver samlet i grupper, eller enkeltvis. Man samles og skilles ad, i et væk. Samles for at vise, tale om, måske lige for at proklamerer, at man altså har fundet den største regnorm nogensinde, eller for lige at se, hvilke undere andre har fundet. Skilles ad, for lige at se, om man ikke kan finde noget helt fantastisk. Sten bliver vendt, huller bliver gravet eller plader/dæk skubbet til side.

 

Og vi har dyr i alle størrelser i Lynge, dyr der lever frit i naturen, hjortene på markerne, musene, der indimellem tror de skal bo inde i huset, de mange forskellige fugle og dyr, som lever sammen med os. Børnene skal lære at behandle dyr med respekt og omsorg, måske lærer vi mere om os selv, og vores sociale omgang, hvis vi bruger det rigtigt.

 

Lynge har alt hvad hjertet kan begære, man skal bare kigge godt nok efter. Vi har legesager i haven, hvilket også bliver brugt, vi har spande, som vi slet ikke kunne undvære. Men på forunderlig vis forvandler naturens materialer sig i børnenes hænder; en pind er ikke kun en pind! Pludselig er det en flyvemaskine, så et det et gevær, så igen noget helt tredje. Kun fantasien sætter grænser, hvilket gør verden og Lynge til et stort, rigt og spændende sted, og når man kigger ud over børnene i leg, slår det en, at det centrale i børnenes leg i børnehaven ikke er materialerne, men samværet og de muligheder som dette udleder. I Lynge er legetøj ikke en nødvendighed for den gode leg, det er gode venner, vores mange muligheder, børnenes egen nysgerrighed og fantasi og nærværende og indlevende voksne, der kan inspirere og motivere til fælles oplevelser og lege i vores natur.

 

Og så vil vi have lov til at blive så våde og beskidte, at regnbukserne kan stå selv – og det kan de tit i vores børnehave!

 

Afgang    

Vores bus kører klokken 8:30. På det tidspunkt skal børnene sidde i bussen og være fastspændt. Når vi tager af sted om morgenen, kan det være svært at komme til, når vi er mange som skal ind i bussen på kort tid. Derfor forventes det af forældrene, at de tager afsked med deres barn uden for bussen og lader barnet gå alene op i bussen. Hvis der skulle være problemer, er der altid en voksen tilstede for at hjælpe.

 

Hjemkomst     

Det er svært at forudsige, hvordan trafikken er på motorvejen, men vi er oftest hjemme mellem 15:30 og 15:45.

Når vi kommer tilbage fra Lynge, kan det være svært for de børn, som skal ind i opsamleren, at komme til hvis forældrene står ved døren til bussen. Der skal være en passage, så barnet frit kan gå ind.

 

Normering      

Vi er ca. 60 børn, 6 pædagoger, 2 pædagogmedhjælpere ansat på forskellige timetal.

Herudover har vi ½ års pædagogstuderende fra UCC pædagoguddanelse, og ind imellem studerende fra den Pædagogiske Assistentuddannelse (PAU).

 

Frugtordning 

Børnene har frugt, boller, nødder eller andet med, enten hver dag eller til en hel uge ad gangen. Det hele bliver skåret og lagt i skåle, så alle kan få lidt af det hele. Børnene får frugt klokken ca. 9:30. Vi er utrolig glade for denne ordning, der virker optimalt og giver børnene en masse dejlig frugt.

Om eftermiddagen kl. 14.00 får børnene serveret eftermiddagsmad, som bliver lavet i vores eget køkken. Det kan være hjemmelavet boller, årstidens supper, grøntsagspandekager, grød, pastasalater, osv.

 

Tøj

I en udflytterbørnehave som vores, er vi naturligvis ude det meste af tiden. Derfor skal børnene have tøj med til det danske vejr. Der skal altid være regntøj, gummistøvler, skiftetøj der passer til årstiden og sutsko i Lynge.

 

Der må ikke være snore i tøjet. Der er sket kvælningsulykker også i Danmark, og derfor klipper vi snore i tøjet af, når vi støder på dem.

 

Nogle børn har en flyverdragt i Lynge, og så kommer de i ”hjemmetøj” om morgenen. Det er op til forældrene, men egentlig ret praktisk idet børnene så kommer nogenlunde ”rene” hjem.

Vi tager intet ansvar for tøj uden navn i. Vi kan ikke tage tiden fra jeres børn, for at finde ud af hvem der er rette ejermand, hvis der ikke er navn i tøjet. Der skal ganske enkelt være navn i tøjet i en udflytterbørnehave! Så husk at skrive navn i tøj og madkasser, så sikrer I jer på bedste vis, at disse ting kommer frem og tilbage på rette vis.

 

Legetøj

Børnene må have ét stykke legetøj med. Dette kan være en lille bamse, en bil eller lignende. Vi frabeder os at der bliver taget legetøj med lys og lyd i med, samt våben. Legetøjet er børnenes eget ansvar og vi leder ikke vores store område igennem, for at finde forsvundet legetøj.

 

Fødselsdage og gaver           

I børnehaven lægger vi vægt på, at fællesskab ikke kun er et ord, men en livsholdning. Vores fødselsdage er betydningsfulde og dem vil vi gerne fejre i fællesskab. Derfor fejrer vi dagen sammen, alle sammen.

 

En dag i den sidste uge af hver måned holder alle børn, der har fødselsdag denne måned, en fest for deres kammerater. En pædagog vil være ansvarlig for at planlægge festen sammen med børnene, og det vil være forskelligt om der bliver lavet mad, bagt en kage, lavet pandekager på bålet eller lavet pizza i stenalder-ovnen – alle muligheder er åbne, bortset fra slik og sodavand!

 

Børnene skal IKKE have noget som helst (kager, slik, frugter, is flødeboller m.m.) med, når de har fødselsdag – børnehaven står for dagen.

 

På selve dagen vil pædagogen og fødselsdagsbørnene sammen, bruge formiddagen på at lave mad i køkkenet. Pædagogen og børnene har hele formiddagen til at kunne fordybe sig i at lave fødselsdagslækkerier til de andre børn. Vi har erfaring med at det hele foregår i en hyggelig og afslappet stemning – at være sammen ude i køkkenet, og at være én af de udvalgte fødselsdagsbørn.

 

Selve fødselsdagsarrangementet med de andre børn, foregår som regel udenfor, under det store bøgetræ midt i haven, eller på gårdspladsen. Hvis dette ikke er muligt, finder vi et egnet sted i huset. Vi pynter lidt op med balloner, flag etc.

 

Alle børn sætter sig i en rundkreds med fødselsdagsbørnene i midten. Vi taler om hvor mange år de hver især bliver, synger fødselsdagssange og råber hurra så højt at ”selv bondemand Lars kan høre det”.

 

Derefter får de overrakt en fødselsdagsgave, som er lavet af deres bedste legekammerater/legekammerat. Dem ser vi lidt på, inden det er tid til at vi indtager fødselsdagsmaden/-kagen, som fødselsdags-børnene deler ud af.